Oversigt over konkurrencer i MPH

I Middelfart Politihundeforening kan medlemmerne både deltage i klubbens egne lokale konkurrencer og i Dansk Politihundeforenings officielle konkurrencer. I det efterfølgende beskrives først de lokal konkurrencer, siden de officielle. Man kan se i klubbens aktivitetskalender, hvornår de forskellige konkurrencer afvikles. Fælles for alle konkurrencer er, at der vil være en præmie for hver 3 deltagere, startende med 1 præmie for 1 deltager, 2 præmier for 4 deltagere, 3 præmier for 7 deltagere osv. Udover præmierne er der vandrepokaler på spil.

Konkurrencer afholdes i forskellige klasser (niveauer) så der kan konkurreres på alle niveauer.

  1. Hvalpe og Lydighed
  2. Kåring
  3. Unghunde
  4. Patruljeklassen
  5. Kriminalklassen
  6. Vinderklassen

Opmuntringskonkurrencer: Disse konkurrencer afholdes forår og efterår, for at indsluse folk fra hvalpe- og lydighedshold til kåringsholdet. Konkurrencen afvikles med øvelserne 1-6 i kåringsprogrammet og max point er 35.

93-pokalkonkurrencen: Konkurrencen afholdes i Februar, den afvikles med øvelserne 1-7 og 9-11 i Patruljeklassens program. Max point er 179.

68-pokalkonkurrencen: Konkurrencen afholdes i April, den afvikles med øvelserne 1-7, 9 og 11 i patruljeklassens program. Max point er 168.

18-pokalkonkurrencen: Konkurrencen afholdes i Juni, den afvikles med øvelserne 1-10 i kåringsprogrammet. Max point er 110. Deltagere kan indstillet til en kåring såfremt man opnår 95 point eller mere.

Natkonkurrencen: Konkurrencen afholdes i Oktober og tilrettelægges med politimæssige opgaver. Almindeligvis bruges øvelserne 7-11 i P, K eller V niveau, men det er op til tilrettelæggeren at sammensætte konkurrencen udformning.

43-Pokalkonkurrencen: Middelfart Politihundeforenings årlige klubmesterskab. Konkurrencen afholdes i November i øvelserne 1-11 i Patruljeklassens program. Max point er 230.

Officielle Konkurrencer:

Unghundekonkurrencer: Der afholdes to officielle unghundekonkurrencer om året, de afvikles i unghundeklassens konkurrenceprogram med max point på 180. Hvis en deltager får 155 point, opnås en halv oprykning til Patruljeklassen. Hvis en deltager opnår 170 point, opnås en hel oprykning til Patruljeklassen.

Oprykningskonkurrencer: Der afholdes to officielle oprykningskonkurrencer i foråret, en for Patruljeklassen med mulighed for oprykning til Kriminalklassen og en for Kriminalklassen med mulighed for oprykning til vinderklassen. Konkurrencerne afholdes i de respektive programmer for klasserne, Patruljeklassen og Kriminalklassen. Max point for begge klasser er 230. Deltagere får en halv oprykning til næste klasse med 200 point og en hel oprykning til næste klasse med 220 point. Konkurrencerne afvikles på samme tid et sted i hvert af Dansk Politihundeforenings 7 områder.

Udtagelser til DM: Der afholdes hvert efterår udtagelser til DM i August/September i alle tre klasser, Patruljeklassen, Kriminalklassen og Vinderklassen. Konkurrencerne afholdes i de respektive programmer for klasserne, Patruljeklassen, Kriminalklassen og Vinderklassen. Max point for alle tre klasser er 230. Deltagerne i Patruljeklassen og Kriminalklassen, får en halv oprykning til næste klasse med 200 point, en hel oprykning til næste klasse med 220 point. Konkurrencerne afvikles på samme tid i hvert af Dansk Politihundeforenings 7 områder.

De bedste hunde udtages til DM som afvikles i sidste weekend i September.