Lydighed er noget fanden har skabt…

Når det gælder hundetræning, så er lydighed noget fanden har skabt. Man behøver bare at sætte sig selv i hundens sted for at konstatere, at det sjove går af alting, når der er regler og forventninger og sure miner hvis forventningerne ikke opfyldes.

Hvor tit har man ikke set, en hund der går lydighed (skoledressur) og som går ligeud, når hundeføreren drejer, eller en hund der gør, som den har lært, troskyldigt, kedeligt og uden hjerte og kraft.

Det er jo ikke det vi vil have…….

Vi vil have hunde der elsker at arbejde, nyder at vise sig frem både for hundeføreren og for dem der kigger på. Vi vil have hunde der er nysgerrige og glade, hunde der tager initiativ og på egne ben viser os, at de mestre meget mere end vi som hundeførere har lært dem.

Selvfølgelig skal hunden komme når vi kalder på den, men ikke fordi føreren bliver gal eller sur, hvis den ikke kommer, men fordi føreren har noget at byde på, noget som hunden elsker og som er sjovt og spændende…

Hvis du, kære hundefører, ikke har DET at byde på, så er det både dig og hunden, der skal lære noget nyt og spændende…

  1. Skæld ikke hunden ud, tilrettelæg i stedet træningen så hunden ikke kan fejle…
  2. Gør ikke som alle andre, men TÆNK og find ud af hvad der er det sjoveste for dig og din hund…
  3. Bliv ikke skuffet over hunden, når den ikke lever op til dine/mine forventninger, nøjes med at blive skuffet over dig selv…

Både vi hundeførere og vores hunde begår fejl. Det er positivt, det giver os mulighed for st stoppe op og tænke over hvordan vi kan justere træningen, så vi opnår det ønskede resultat.

God vind til jer nye hundeførere i MPH på hvalpe- og lydighedsholdene..